En blog om ledelse: Motivationschef søges!
Ring for pris
+45 71 92 55 63
Blog: Motivationschef søges
Din stol er splinterny. Du kommer til at referere direkte til mig. Jeg er firmaets administrerende direktør. Du får til opgave at styre engagementet i vores virksomhed. Med det mener jeg, at alle ledere og alle medarbejdere er interesserede i jobbet og er forpligtede til at udføre det. Din nye titel bliver 'Motivationschef'.
Din opgave bliver, at holde styr på, at alle vores ledere og medarbejdere er engagerede. Det har de fortjent. Og det er ikke noget jeg bare skriver for sjov. Jeg mener det så eftertrykkeligt, at du skal følge engagementet så tæt, at vi dagligt, ugentligt og månedligt kender niveauet. Så kommer intet bag på os. Vores medarbejdere skal være engagerede hver dag og hele dagen. Du kommer til at overvåge dette og varsko lederne, så de kan motivere rettidigt og behørigt.
Lad mig starte med et par eksempler. Først eksempel nr. 1
En lørdag stod jeg i kø ved en udgangskasse i et supermarked. Båndet var fyldt med varer. Den forreste kunde havde netop lagt et par nye indkøbsposer ovenpå varerne. Men kassemanden var gået i gang med at bippe varer ind og ænsede ikke indkøbsposerne, som kunden havde ret meget brug for. Kunden måtte gøre kassemanden opmærksom på at bippe poserne, så hun kunne pakke sine varer. Min pointe er, at hvis kassemanden havde en motiverende leder, så ville denne leder have en engageret kassemand, der interesserede sig for kundens behov for straks-levering af indkøbsposer. Kassemanden var en uengageret medarbejder.
Her er eksempel nr. 2
Dengang jeg startede som kontorelev i en stor dansk industrivirksomhed, mødte jeg efter 1 uge den administrerende dirketør. Han kom tilfældigt ind i den reception, hvor jeg påbegyndte min elev-tid. Jeg kendte ham ikke, hverken af udseende eller af navn. Derfor sprang jeg op fra min stol og sagde ordene: 'Kan jeg hjælpe?' Manden var allerede kommet nogle meter forbi mig og vendte rundt og stod nu med fronten mod mig, idet han sagde: 'Jeg er faktisk administrerende direktør her.' Og så gik han videre. Direktøren var en uengageret direktør.
Og her er eksempel nr. 3
En chauffør i et større byggevarefirma skulle fra København til Nordsjælland for at levere en bordplade. Da han lastede bordpladen så han godt den ridse, der var i bordpladen, men valgte alligevel at køre afsted. Kunden tog imod bordpladen og spottede straks den dybe rids og nægtede at modtage varen. Chaufføren undskyldte og vendte dagen efter tilbage med en ny og fejlfri bordplade. Chaufføren var en uengageret medarbejder.
Vores arbejde bliver en leg
Med motiverende ledere, engagerede medarbejdere og dig som motivationschef bliver arbejdet en leg. Så når vi vores mål, opfylder vores mission, lever vores værdier og forfølger vores vision.
Din jobannonce lyder sådan her:
Er du vores nye Motivationschef?
Som Motivationschef skal du være med til at styrke ledelseskvaliteten i vores virksomhed. Alle ledere skal være klædt på til at sikre, at alle medarbejdere er engagerede. Stolen du skal sidde i er splinterny.
Vores indekstal for engagement har vi endnu ikke lagt os fast på idet hele dette tiltag er nyt. Vores investering i engagementet er samtidig et udtryk for, at vi klippefast tror på, at det er værdifuldt, at alle er engagerede. Investeringen går først på ledernes evne til at motivere medarbejderne. Dernæst går investeringen på, at medarbejdernes engagement er til stede hver dag og hele dagen. Som Motivationschef skal du følge engagementet dagligt og uge for uge. Og du skal sætte ind med hjælp til lederne, hvis tallet gør udsving. Hvad mere skal Motivationschefen sørge for?
Motivationschefen skal også lave en langsigtet plan, der følger alle andre strategier og planer og mål i virksomheden. Samtidig skal Motivationschefen lave en oversigt over alt det der kan ske i virksomheden og hvad man skal være klar med. Det kan fx være et særligt arbejdspres i en periode. Et kuldsejlet projekt. En mistet ordre. En uventet opsigelse. Nedgang i markedet. Et hacker angreb. Og så videre.
Motivationschefen skal forberede os på det hele. Motivationschefen ved også, hvem der laver mange mislyde og hvad der skal gøres desangående i forvejen.
Alle hændelser har Motivationschefen logget. Barsel. Fødselsdage. Jubilæer. Mærkedage. Vagtplaner. Fejringer. Markeringer. Private omstændigheder. Alt er logget og lederne kan blive informeret i tide, så de kan forberede sig. Det kalder man, at være strategisk. Motivationschefen er forud på alt og har forberedt sig på alt. Først da ophører engagementet med at være tilfældigt og bliver strategisk.
I vores virksomhed vurderer jeg, at potentialet for engagerede medarbejdere er pænt stort. Det siger jeg ikke for at genere nogen. Næh, jeg betragter mig selv i spejlet og spørger om jeg ikke kan gøre det bedre. Det er mit job at motivere lederne. De skal klædes på til at motivere medarbejderne, så de igen kan engagere sig i arbejdet. Det ønsker jeg, at gøre noget aktivt og kvikt ved. Er du hende eller ham, der kan hjælpe med det?
Jeg kan kontaktes på telefon +45 71 92 55 63. Så kan vi afklare om der er basis for at mødes. Tænk over muligheden og giv mig så et ring.
Bloggen er skrevet af Michael Meinhardt, LEADERS WAREHOUSE.
Der er endnu ikke nogen anmeldelser her. Vi vil være glade for hvis du vil anmelde som den første.